Hvad byder du dine bedste gæster på?

Kunstneren Nille Bech vil med hjælp fra Jellingborgere og beboerne på asylcenteret undersøge madtraditioner fra forskellige kulturer og skabe et kæmpe værk, der skal afspejle mangfoldighed og fællesskab.

Kom og vær med til et sjovt og kreativt projekt, når vi sammen med kunstneren Nille Bech skal dykke ned i traditioner og kulturer og finde de helt særlige kendetegn, der karakteriserer vores anretning, servering, borddækning og stemning, når vi inviterer vores bedste gæster med til bords.

Vi skal undersøge og eksperimenterer…

Fra 2. juni – 14 juni omdanner vi forhallen på asylcenteret til kreative arbejdsstationer. Her skal vi arbejde med ler, genbrugsgenstande, tekstil, blomster og urter. Sammen skal vi forme, klippe, male, dufte, sy, og i det hele taget fremstille elementer, Nille kan tage med sig, når hun skal lave det endelige kunstværk.

Væggene i asylcenterets forhal bliver omdannet til fælles opslagstavler, så vi løbende kan inspirere hinanden, dele viden og tanker.

Vi skal lege med farver, mønstre og former i forskellige arbejdsstationer. Der bliver også en arbejdsstation, hvor kompositioner kan afprøves løbende i takt med at deltagerne skaber elementer til kunstværket.

Det endelige slutprodukt består af et maleri på 2 * 3 meter skabt til det store fællesareal på asylskolen i samarbejde med byens borgere, frivillige og beboere. Maleriet skal skabe en fortælling om mangfoldighed og gensidig nysgerrighed på tværs af kulturer.

Undersøgelserne er ikke bare et kreativt arrangement, det er også en god mulighed for at mødes og få en fælles oplevelse på tværs af kulturer. Vi glæder os til at byde jer indenfor og opdage, hvad I synes er essentielt for jeres traditioner. Værket bliver et fællesskabende element, mens sprogenes forskellighed er mindre essentiel.

HVORNÅR

Torsdag 2. juni – tirsdag 14. juni

kl. 9.00 – 21.00

 

HVOR

Fårupvej 10, 7300 Jelling

i forhallen på Asylskolen

HVEM 

Alle voksne (+15)

PRIS

Arrangementet er gratis. 

Ingen tilmelding. Bare mød op!  

 

Hvorfor lige Nille?

I foråret var en gruppe kreative asylansøgere på tur til Odense for at se på kunst og kultur i Danmark. På Kulturmaskinen i Odense, så beboerne nogle værker, de blev meget betaget af. Og kunstneren var selvfølgelig Nille Bech.

Både på billedet for gruppeudflugten og på billedet øverst ses beboere foran et udsnit af Nilles værker, der var centrum for utallige selfies og beundringer. 

Sammen om Jelling er glade for at Nille har kastet sig ind i opgaven med at skabe et multikulturelt og mangfoldigt kunstværk med elementer fra alle verdens hjørner.