Byg et flot fuglehus og dekorer dit eget navneskilt eller nøglering. Der er rig mulighed for at udforske træhåndværket, når Brandbjerg Højskole holder en workshop for alle børn og familier
onsdag 16. marts kl. 14.00 – 16.00 på Asylskolen i Jelling.

I samarbejde med Røde Kors og projektet Sammen om Jelling holder Brandbjerg Højskole en åben workshop for familier og børn. Både de lokale børn fra Jelling og børnene på asylcenteret kan se frem til en kreativ workshop, hvor de studerende fra Brandbjerg Højskoles projektlederlinje guider børnene trygt gennem de forskellige processer, mens de hygger og giver børnene en fantastisk oplevelse.
Workshoppen er ikke bare et kreativ arrangement, det er også en rigtig god mulighed for at børnene i Jelling mødes på tværs og får en fælles oplevelse. Håndværket bliver et fællesskabende element, mens sprogenes forskellighed er mindre essentiel.

Til workshoppen kan du brænde dit navn og dekorere dit personlige navneskilt eller nøglering i træ med glimmer og farve. Du kan også bygge et flot fuglehus eller blive malet smukt af en studerende.

Workshoppen er finansieret af Samskabelsespuljen
Brandbjerg Højskole søgte Samskabelsespuljen i foråret 2022 og fik en bevillig på 5000 kroner af styregruppen fra Sammen om Jelling til at holde workshoppen.
Styregruppen var vilde med ideen, fordi den skaber et møde mellem børn og voksne på tværs af kulturer, hvor vi kan være sammen om en aktivitet. Når først rammen er på plads er der ikke langt til smil, fællesskab og nysgerrighed.
Samskabelsespuljen støtter fællesskabende ideer, der styrker det gode naboskab i Jelling. Har du en god idé til en aktivitet eller et projekt? så søg allerede nu. Næste ansøgningsfrist er 1. juni 2022.
“Det var egentlig meget simpelt at søge. Vi skrev ansøgningen sammen i gruppen og den var faktisk med til at konkretisere vores idé og skabe en tydeligere ramme for vores projekt“.
(Mathilde – studerende på projektlederlinjen på Brandbjerg Højskole)
Samarbejdspartnere
